Jeg er hjemme igen fra London. Og hvilken lettelse.. Du tror jeg joker? Det gør jeg så sandelig også. Ganske rigtigt er det virkelig skønt at være tæt på familien igen, og ganske rigtig er det dejligt at være tilbage i Aarhus, hvor jeg stadig har noget af sommeren tilbage, hvor jeg hygger sammen med pigerne, hvor jeg (også) kan besøge både museer og gallerier. Men.. Det er bare ikke det samme som London, vel?
Jeg har, siden jeg kom hjem, følt mig noget så distanceret fra kunsten. Jeg har følt mig ikke-kulturel, dekulturel, inkuturel. Jeg har i tre uger været vant til, at gallerier og museer, nærmest grænsende til det vulgære, tilbød sig selv for mig. Omfanget af steder, som i særdeleshed var værd at besøge, lå inden for en afstand, som var meget overskuelig. Der var intet at blive træt af, der var ikke en dag, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle. Alt var omskifteligt, everchanging; både udstillinger, udbuddet af kunstnere og mennesker, som kom og gik.
Som en reaktion på dette besluttede jeg mig i går for, at det skulle der laves om på. Jeg levede i en tåge hele søndagen efter at have været i byen til klokken 05, og sommetider, når jeg har tømmermænd, tager refleksionen over - og ud af den valfarter beslutninger om at læse mere af det ene, gøre mere af det andet, forstå det trejde inden jeg starter på kandidaten lige om lidt og i går: besøge flere gallerier i Aarhus, gå på opdagelse inden for det, der foregår i det aarhusianske kunstfelt og gøre mig klog på, hvad det er for noget kunst, der i øjeblikket vinder frem på den danske kunstscene.
Derfor gik jeg på Galleri V58 i dag. Det er det eneste galleri, der har åbent om mandagen og hurra for det! Ejeren, som selv var der i dag, er en super sød, frisk og frejdig og meget venlig mand, som bød pænt velkommen. Skulle jeg få lyst til at tage til Copenhagen Art Week, havde han tilmed et par billetter, jeg bare kunne komme efter. Så jeg kommer helt sikkert igen!
Ovenstående billede er fra, nu må du ikke blive for forbavset, Galleri V58. Dette syn er det, der møder dig, når du går op ad trappen og træder ind gennem glasdøren til galleriet. Er det ikke smukt? Det er virkelig en fantastisk bygning med nogle fantastiske og lyse udstillingsrum, som er medvirkende til, at man som besøgende blander sig med kunsten og vice versa. Galleriet udstiller i øjeblikket værker fra sommerudstillingen, som indebærer kunst af blandt andre skulptøren Vivian Høi Nielsen, hvis værker var dominerende - og med god grund.
Fra galleriets sommerudstilling kan man købe den udstillede kunst, de står alle med pris, og nogle af dem kan man tilmed betale over 4 rater. Jeg faldt pladask for nogle af værkerne; jeg har en svaghed for skulpturer, og dem var der mange af - både i ler såvel som i bronze.
Galleriet skifter udstilling cirka hver fjerde uge, på nær når det gælder sommerudstillingen. Sommerudstillinger er ofte dem, der hænger længst, særligt på gallerier, hvis kunst, kunstnere og atmosfære er evigt foranderlig.
"Udsigten" fra førstesalen til blandt andet Vivian Høi Nielsens skulptur i vinduet. Som det kan anes på dette billede er bygningen en ældre en af slagsen, som er renoveret, og som dog har bevaret det-gamle-møder-det-nye-udtryk, som jeg virkelig finder interessant. Det er et utroligt elegant galleri, som alligevel har noget kant taget det skakternede gulv og samtidskunsten i betragtning.
Endnu en af Vivian Høi Nielsens skulpturer, denne kaldet Spring. Vivian Høi arbejder i ler og denne er ingen undtagelse. Hun former alle de 'runde' stykker, lader dem blot lufttørre et kort stykke tid, sætter dem derpå sammen og brænder derefter hele skulpturen. Et stort tykke arbejde, som kræver en god portion fingersnilde og tålmodighed. Det er utroligt, at den ikke falder sammen, hvilket den med sikkerhed havde gjort, havde hun ikke ladet stykkerne tørre en smule først. Den er flot, ikk'?
Ovenstående er en skulptur i bronze kaldet Waterman. Den er lavet af den danske kunstner Peter Martensen. Havde jeg haft 42.000 kroner, havd ejeg købt den. Uden at blinke! Den er tankevækkende, stille og den stiller alle de rigtige spørgsmål.
Maleriet ovenfor er lavet af kunstneren Adam Gabriel. Dette samt ét andet af hans værker var de eneste, som var hængt op. Resten af hans malerier, en rigtig god stak, stod henne i et hjørne, ventende på at blive købt af kunstinteresseret. Jeg kan rigtig godt lide dette værk. Jeg kan godt lide farverne, det, at ansigtet hverken er symmetrisk eller placeret i midten af maleriet. Jeg kan godt lide hans øjne og hans alvorlige, på grænsen til bekymrende, ansigtsudtryk - som om han blotter sit indre for beskueren. Det er blot op dig dig at føle, hvem han er.
Et helt andet stykke kunst, som fangede mine øjne, er dette af kunstneren Lula Lauda. Det hedder The Fortress og synes nærmest at skulle sammenstykkes på ny, idet det synes helt puzzled. Det kan jeg lide. Jeg kan lide farverne, som hverken er for stærke eller for mørke. Jeg kan lide, at man ikke ved, hvad for en fæstning, der er afbildet; er det en reel en af slagsen? En bygning? Er det din egen? Et skjold? Er det en andens? Er det noget? En genstand? Og hvad gør den?
Sidste billede synes jeg blot var morsomt. Jeg har noget med spejle, som er indsat i en kunstnerisk ramme....
