I går, lørdag, tog jeg tidligt ud på Portobello Market. Vi har alle sammen forskellige agendaer, så sjældent laver vi egentligt noget sammen - på nær i går aftes, hvor vi var ude at spise kinesisk. Jeg tog undergrunden ud til Notting Hill Gate og fulgte menneskestrømmen til Portobello Market, som ligger lige rundt om hjørnet fra Bayswater. Det er et sjovt sted og jeg er langt fra typen, der går på marked, men jeg nød at tulre rundt alene - som de andre driller mig med og siger "You're a lone wolf, but a classy one".
Der var næsten for mange mennesker på den smalle gade, og det var til tider svært at komme frem eller tilbage, når man gerne ville have det lange ben foran, så jeg gik tilbage til Hyde Park af en sideløbende vej, da jeg havde nået enden af markedet, der, som en kamæleon, havde forvandlet sig til et noget spøjst loppemarked, hvor der tilmed hang en tung lugt af hash i luften.
De gør sig SÅ meget i falafler herovre, jeg er fuldstændig vild med det! Jeg kan få falafler wherever I go. Kunne Danmark ikke lære lidt af det? I går var vi i Camden for at besøge to foundation-gallerier med vores Art Market class, der fik jeg to falafler for 1,5 GBP. Haps det var lækkert.
Jeg gik gennem Hyde Park og sad på en bænk og havde netop talt med Thomas og mor på FaceTime, da Kieron ringede og spurgte, hvad jeg skulle. Jeg var på vej ned til Serpentine Gallery, og han var så velkommen til at følge trop, hvilket han gjorde. Efterfølgende dappede vi ned til Kensington og fik en kop kaffe og mødtes derefter med de andre på Leicester Square for at finde en kinesisk restaurant i.. Wait for it.. China Town! Vi landede på et ret så kedeligt, af udseende (og interiørmæsigt!) sted, men maden var virkelig god. Vi sad ved et af de runde borde, hvor man stiller alle retterne i midten på en plade, som drejer rundt, hvilket var super, da vi delte alt det, vi bestilte. Spisepindene blev taget i brug og jeg er ret overrasket over, at jeg overhovedet fik noget indenborde, da jeg ikke lige har den rette motorik (og nok heller ikke så mange muskler i fingrene - har man overhovedet det? Det er det samme, når jeg spiller kort med for mange kort på hånden - jeg kan ikke holde på dem alle sammen - spil aldrig kort med mig...). Efter maden fandt Kierons ven, Olly, et super hyggeligt og rigtig lækkert lille italiensk sted, hvor vi fik, seriøst, verdens bedste is, jeg nogensinde har smagt. Jeg fik to kugler: en sorbet med fersken og prosecco og en mælkeis med honning, rosmarin og karamelliseret appelsin. Aldrig i mit korte liv har jeg smagt noget så lækkert. Vi smagte alle hinanden is (sikke et kollektiv!) og blev enige om, at min kombination var den bedste. Ja ja, lone wolf, men is kan jeg finde ud af at vælge.
Her er det fra venstre, surprise, surprise, mig (jeg var nødt til at lukke min cardigan, da jeg, selvfølgelig!, havde spildt hele vejen ned ad mig selv), Kieron, Olly (som ikke er en del af IESA, men som er en af Kierons venner. Kieron er opvokset og bor i London, så han kender alle de gode steder), Anita (som jeg bor med på HULT), Alejandra (som også bor på HULT) og Lien. Og en flok af sjove mennesker, som poserede i baggrunden :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar