søndag den 12. juli 2015

Sundayvibes at Borough Market



Borough Market ligger 'lige ovre på den anden side af Themsen'. Jeg bor ret centralt. Det tager vel 20 minutter at gå derover (medmindre jeg går med de andre, som jeg gjorde i dag - så tager det gerne tre kvarter!), så det er nemt og bekvemt. 
Vi gik derover i dag, de tre piger, jeg bor med, og jeg, for at kigge på lækker mad - og måske endda vove at spise lidt falafel. Jeg mødtes med Lars ved London Bridge, de andre blev væk, og Lars bød som altid på et glas vin. Det blev i stedet til en sangria på hvidvin med mynte og jordbær, og havde jeg ikke skullet i skole i morgen (og havde de ikke kostet tre pund stykket), havde jeg nok drukket et par mere..


De fleste boder havde ikke åbent i dag, så det var lidt tomt. Selv om dette var tilfældet, bugnede det med lækker mad i alle afskygninger. Det er et hyggeligt sted, hvor stemningen er god, og hvor alle gik rundt med et eller andet i hånden. Der var frugt, chorizo en masse, ost en masse, frugt og grønt, vin, øl, whisky, chokolade, kaffe og selvfølgelig te. Der var fastfood, sund mad, vegansk mad - og det meste kunne man endda få laktosefrit. Her er alt for enhver smag, alt fra hvert eneste verdenshjørne, og alt hvad et madhjerte kan begære.Mit var i al fald godt tilfreds.
Efter at have været på marked tog Lars og jeg undergrunden ind til Piccadilly. Det silede ned, og vi søgte ly i en kæmpestor bogforretning, som desværre lukkede kort tid efter - til min ærgrelse - jeg kunne snildt have brugt en time eller to derinde! Anita, som jeg bor med, og jeg har bestemt os for, at vi tager derind i morgen efter skole. De andre vil gerne shoppe tøj, noget jeg allerhelst gør af alene af den simple grund, at jeg ikke orker at shoppe tøj med andre. Jeg tvivler også på, at vi kan blive enige om, hvilke butikker, vi skal ind i, hvorfor det hele kan gøres noget nemmere og hyggeligere, hvis bare jeg tager af sted selv
Lars og jeg endte på en rigtig lækker marrokansk restaurant, hvor vi fik mezze - en slags marrokansk tapas. Vi bestile masser af humus, falafler, kyllingespyd og salat og tilmed en vandpibe med æblesmag. Der drak jeg dagens tredje glas vin, som forhåbentligt skal vise sig at være det aller sidste - i hvert fald indtil fredag. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar